VK Lokalarrangement Platform




20. november - 19. december


Udstilling med billedkunstner

Lisbeth Ellinor, Vejle


LYS og MØRKE

med værker fra rejser i Japan og Sydamerika.


Fernisering
lørdag den 20. november
kl. 14.00-16.00

Alle er velkommen

 


Lokalarrangement


 

Den dynamiske og koloristiske maler Lisbeth Ellinor viser et helt nyt og samtidig umiskendeligt personligt formsprog i serien Jeg bevæger mig i mørket. På samme udstilling kan også ses værker fra serien Kvindeøjne på Japan

Ved et tilfælde får Ellinor leveret sort karton i stedet for hvidt, og dét skal blive indgangen til en ny udtryksmåde. På et arbejdsophold på Læsø begynder hun at bearbejde det sorte karton med fedtfarver. Et undersøgende spændingsfelt opstår, hvor fortællingen skal skabes ud af mørket, og ikke som i hendes tidligere praksis; ud fra lyset.

”Hjemme igen maler jeg nu mine lærreder sorte. Jeg står uden forlæg, uden skitser og tanker, som har været min hidtidige arbejdsproces. Jeg står i bogstaveliges forstand og stirrer ind i mørket. Så sker dét: Som et kald indefra trækker fortællingerne sig ud af lærredet. Det sker ukontrollabelt, og jeg må slippe min vanlige styring og lade historierne trænge igennem de fortællende lag. Jeg bevæger mig i mørket er jo ikke at forstå som en statisk tilstand, det er netop bevægelsen, der er afgørende. At det rum, jeg går ind i, er bevidsthedsdannede på en ikke søgt måde. Det er på én gang interessant, voldsomt og berørende, men jeg befinder mig utroligt godt i det,” fortæller Lisbeth Ellinor.

Et afgørende øjeblik

”Jeg er ikke i tvivl om, at tiden har en egen mening med en ny arbejdspraksis - lige netop nu. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne have gjort det før. Jeg har nu så meget levet liv med mig, at livet, med alt hvad det rummer, bliver enklere at se i øjnene. At erkende og forstå. Jeg står med en accept af, at afmagt, mistet kontrol og det at give slip, åbner op for nyt liv og nye muligheder,” beretter Lisbeth Ellinor.

Jeg bevæger mig i mørket præsenteres sammen med serien Kvindeøjne på Japan, der blev vist på Vejle Kunstmuseum i 2020. Således repræsenterer den samlede udstilling begge Ellinors arbejdsmetoder og de rummer markant forskellige fortællinger i rummet mellem lysets forlæg og fortolkning og mørkets mere voldsomme og direkte udtryk. Men samtidig rummer begge serier Ellinors beherskelse af lysets frembringelser, styrke i farvebrug, spejlinger og det personlig rum, hvor beskueren kan træde ind i værket.

Blomsterne og den kvindelige skikkelse

To andre genkendelige elementer, som går igen i begge serier, er blomsterne og den kvindelige skikkelse.

”Naturen er en del af os alle, og det, kvinden repræsenterer, udgår jo på mange måder også af det at være menneske. I serien Jeg bevæger mig i mørket står selvportrættet stærkere for mig, og mørket har trukket bevidstheder ud, som pludselig er indlysende for eksempel omkring blomsterne: Begge mine forældre var blomsterhandlere. At blomsterne har fulgt mig gennem hele min karriere, er der pludselig en helt ny forståelsesnøgle i. Og sådan oplever jeg, at der lige nu åbnes op for nye dybder i mine bevidstheder og kunstneriske greb, hvor lyset og mørket, det uperfekte, kaos og skønhed balancerer på en ny måde i mine værker,” afslutter billedkunstner Lisbeth Ellinor.


Vestjyllands Kunstpavillon | Arne Haugen Sørensen Museum | Henning Larsens Vej 3, 6920 Videbæk | Tlf.: +45 97 17 28 79